Velkommen til Ulbjerg Idrætsforening
Ulbjerg IF blev stiftet i maj 1943 og har som lille landsbyklub gennemgået en rivende udvikling siden da. Man startede stort set med et hold, en bold og 2 mål, man havde ingen fast bane, forskellige marker rundt omkring blev brugt fra gang til gang.
Dette blev ændret i 1950, hvor man indviede det nuværende stadion. Allerede i 1953 kunne man indvi det første klubhus, to omklædningsrum, to toiletter og et rum til bruser uden fliser og med koldt vand. Allerede dengang havde man 2 hold, der tydeligt var med til at præge fodboldbilledet på egnen. Fra 1955 indførte JBU seriefodbolden, og UIF startede med et hold i s. 2 og s. 4, dog måtte begge hold ned i h.h.v. s. 3 og s. 5.
Drengefodbold var også så småt i gang med 2 hold, men først fra 1965 blev de også tilmeldt JBU’s turnering. Klubhuset er siden forbedret med el i 1956, udvidelse i 1971, 1978 og senest i 1991. Man har fået den nuværende træningsbane, og i 1977 indviedes lysanlægget med en træningskamp mod Borup.
Fodbolden udviklede sig også. 1. holdet spillede i s. 3, indtil 1967, hvor det blev s. 2, her kom ønsket om at ansætte en træner. I 1972 rykkede man i s. 1 og højdepunktet kom i 1975, hvor det blev JS. Efter oprykningen fra s. 1 spillede holdet sig til finalen om det Jyske Mesterskab, men tabte til Vejle Boldklub. På dette tidspunkt kunne UIF præstere 4 seniorhold, samt et drengehold i alle ungdomsrækker.
Fra 1970/72 fik klubben endnu 2 hold, nemlig et damehold og et pigehold. Dameholdet blev i 1974 tilmeldt JBU’s s. 2. I 1979 rykkede holdet i s. 1 og allerede i 1981 blev det til endnu et Jyllandsseriehold i landsbyklubben UIF, men damerne stoppede ikke her. I 1984 blev det til oprykning igen, nu til Danmarks næstbedste række – Danmarksserien.
Se alle de gamle billeder og læs hele historien om Ulbjerg IF..............